Abulfaz Elchibey

Abulfaz Elchibey var en af stifterne til folkebevægelsen Aserbajdsjans Folkefront, som fik stor opbakning fra befolkningen i 1988, da konflikten med Armenien om regionen Nagorno-Karabakh for alvor begyndte. Han blev valgt som bevægelsens formand i 1989, hvor den fik ret stor indflydelse. Aserbajdsjan løsrev sig fra Sovjetunionen i 1991, hvor den daværende generalsekretær for Aserbajdsjans Kommunistparti, Ayaz Mutalibov (1938–2022), blev det selvstændige Aserbajdsjans første præsident. Elchibeys popularitet kom til udtryk i 1992, hvor han blev valgt som landets anden præsident med knap 61 % af stemmerne.

Elchibey gik ind for demokrati og for Aserbajdsjans suverænitet. Han fik Rusland til at trække sine tropper ud af landet kort efter Sovjetunionens opløsning i 1991. Dermed blev Aserbajdsjan den første tidligere sovjetrepublik (ud over landene i Baltikum), der skilte sig af med den russiske militære tilstedeværelse. Den Kollektive Sikkerhedspagt blev grundlagt i 1992 af Rusland og de øvrige tidligere sovjetrepublikker, men Aserbajdsjan blev ikke medlem af sikkerhedspagten under Elchibey. Desuden ønskede Elchibey, at den aserbajdsjanske olie skulle transporteres udenom Rusland gennem en olieledning fra Aserbajdsjans hovedstad Baku over Tblisi i Georgien og så ud til Ceyhan i Tyrkiet ved Middelhavet.

Abulfaz Elchibeys forhold til Iran var heller ikke godt. Elchibey ønskede selvstændighed til provinsen Azarbaidjan i Iran, der grænser op til Aserbajdsjan, og han lagde ikke skjul på sin idé om en forening mellem ”Nord- og Sydaserbajdsjan”. Denne vision udtrykker han bl.a. i bogen Bütöv Azərbaycan Yolunda (1998), som kan oversættes til 'På vej mod et forenet Aserbajdsjan'.

Elchibeys tydelige afstandtagen fra russisk og iransk indflydelse samt protyrkiske politik blev ledsaget af en hård retorik over for både Rusland og Iran. Hans indenrigspolitiske retorik var ikke anderledes, når han fx førte kampagner mod korruption i statsapparaterne, hvilket ret hurtigt gjorde Elchibey upopulær i politiske kredse.

Efter dårlige resultater på slagmarken i Nagorno-Karabakh opstod der i byen Gyandzha i 1993 et militæroprør, ledet af den unge oberst Surat Huseynov (født 1959). Huseynov krævede Elchibeys afgang. Huseynov og hans våbenfæller satte deres kampvogne på kurs mod Baku og truede Abulfaz Elchibey, og kupmagerne og Elchibeys styrker kom tæt på et blodigt opgør. Elchibey inviterede Nakhitjevans parlamentsformand Heydar Aliyev til Baku for at mægle og hjælpe med forhandlingerne. Til sidst valgte Elchibey dog at trække sig fra præsidentembedet. Heydar Aliyev blev valgt til formand for Aserbajdsjans parlament og indgik forhandlinger med Surat Huseynov i tre dage, som endte med, at Heydar Aliyev fik magtbeføjelser, og at Surat Huseynov blev udnævnt til regeringschef. Få måneder efter blev Heydar Aliyev Aserbajdsjans tredje præsident. Dermed var Elchibeys tid forbi i aserbajdsjansk politik.

Elchibey gik frivilligt i eksil i sin hjemstavn Kalaki i Nakhitjevan. Elchibeys tilhængere var både frustrerede og skuffede over hans fald fra magten. Ifølge Elchibeys egne udtalelser havde han trukket sig tilbage i frygt for at starte en borgerkrig.

Elchibey ønskede at afsætte Aliyev og tage magten tilbage ad demokratisk vej. Han beskyldte Aliyev for at være totalitær og korrupt. I 1995 omdannede han bevægelsen Aserbajdsjans Folkefront til et politisk parti, hvor han blev valgt til formand og dermed oppositionsleder mod Aliyev.

I 2000 fik Elchibey imidlertid konstateret prostatakræft og døde samme år på et hospital i Ankara.

Elchibeys mærkesager, tanker og ideologi og ikke mindst hans forfægtelse af demokratiet har sat sit præg i Aserbajdsjan. En del af befolkningen har fortsat sympati for ham, idet han for dem står som et symbol på både demokrati og nationalfølelse.

Den nuværende præsident Ilham Aliyev har flere gange indirekte udtalt sig om Elchibey uden at nævne hans navn. Aliyev har i stedet blot henvist til Elchibey som ”den daværende præsident” og i øvrigt karakteriseret ham som ”en taktløs mand, som har bidraget med ingenting”.

• Aserbajdsjans præsidenter
• Aserbajdsjans historie
• Heydar Aliyev