Faktaboks

Aage Wulff
Født
15. april 1918, København
Død
9. oktober 2003
Profession
Maler, grafiker, heraldiker og farvekonservator
Familie
Wulff, Aage Leo, født 1918, maler, grafiker, heraldiker og farvekonservator. Født 15.4.1918 i København Forældre: Lagerarbejder, senere forvalter Hans Christian W. og Anna Cæcilie Boline Larsen. Gift 2. gang 11.3.1950 i København med Annie Gerda Jørgensen, født 10.9.1927 smst., datter af statsbetjent, senere kriminalass. Karl Ejner J. og Ingrid Margrethe Nielsen.

Fanen, som de to slesvigske løver holder i hertug Valdemar Eriksens segl fra 1307, er en lensfane. Tegning af Aage Wulff i P.B. Grandjeans Slesvigske Købstæders og Herreders Segl indtil 1660 (1953).

.

Statsvåbenet, tegnet til officiel brug af Aage Wulff i 1991. Farverne i skjoldet er dokumenteret fra ca. 1270. Løverne har været kronede siden 1200-tallet. I 1500-tallet blev hjerternes antal fikseret til ni.

.

Aage Wulff var en dansk heraldiker. Hans dybe fortrolighed med heraldikkens væsen og tradition kom til udtryk i hans kunstneriske virke. Som våbenmaler ved Ordenskapitlet 1967-1994 skabte han en række riddervåbener, der markerer et kunstnerisk højdepunkt i samlingen af skjolde i Frederiksborg Slotskirke. Aage Wulff tegnede endvidere amts-, kommune- og familievåbener, ekslibris, afdelingsmærker til hæren m.m. og nytegnede rigsvåbenet.

Uddannelse og baggrund

Aage Wulff var i malerlære hos H. Schübler i årene 1934-1938, og han gik på Københavns Malerskole under Einer Madsen og J.S. Aabye i samme periode. Han var ansat som konservator ved Tøjhusmuseet (nu Krigsmuseet) fra 1944 til 1985 og var våbenmaler ved Ordenskapitlet 1967-1994.

Aage Wulffs fornyelse af heraldikken

Som heraldisk kunstner bevirkede Aage Wulff ved sit mangeårige virke en fornyelse inden for denne eksklusive kunstart. Hans ridderskjolde og skydeskiver var teknisk dygtigt udført og kompositorisk på højde med frembringelserne fra heraldikkens blomstringsperioder i middelalderen og renæssancen.

Specielt skydeskiverne var desuden ofte individualiserede, undertiden med et stænk af humor. Som skaber af nye våbener for kommuner og personer udviste Aage Wulff fantasi og psykologisk indlevelsesevne.

Udstillinger

Aage wulff deltog i udstillingerne:

  • Exlibris på Københavns Hovedbibliotek
  • Exlibris på Rigshospitalet
  • Heraldik fra korstog til IC3-tog, Anneberg Samlingen, 1996
  • Skydeskiver, Frederiksborgmuseet, 1997
  • Desuden i en række udstillinger i kunstforeneninger

Udvalgte værker af Aage Wulff

  • 40 amts- og kommunevåbener
  • 71 elefant- og storkorsskjolde opsat i Frederiksborg Slotskirke
  • tilsvarende våbener (akvareller, Ordenskapitlets ridderbøger, Amalienborg)
  • ca. 30 skydeskiver til medlemmer af Det Kgl. Kjøbenhavnske Skydeselskab og Dansk Broderskab (1963-1994, herunder kongehusets skiver, såvel heraldiske som ikke heraldiske)
  • mindetavle for Lauritz de Thurah (1981, Trinitatis Kirke, København)
  • heraldisk ur til Roskilde Amtsgårds aula (1981)
  • ny udformn. af det danske rigsvåben til statens institutioner (1986, tegninger i Kulturmininisteriet)
  • desuden heraldiske opgaver for private
  • en række emblemer til Hæren
  • en del bogillustrationer, især vedr. heraldik og sigillografi
  • et stort antal exlibris.

Udsmykninger

Tegninger til stenhusarbejde til regentparrets slot i Cahors (1992). Desuden andre udsmykningsopgaver for regentparret.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig